Oct 9, 2014

GAVEREGN & BABYSHOWER

I dag er jeg nu 4 dage over temin og jeg prøver ihærdigt at få tiden til at gå herhjemme, men åh, hvor er det altså svært når man sådan set bare går og venter. Jeg synes tiden inden termin gik rigtig hurtigt og tre ugers barsel fløj afsted med en masse hyggelige aftaler og praktiske ting. Men nu, tiden efter termin, ja, der har jeg lidt svært ved at fylde dagene ud og så alligevel ikke. De dage, hvor nattesøvnen er sparsom får jeg sovet en masse og så sørger jeg ellers bare for at spise og lade op med en masse kulhydrater. Min jordmoder ordinerede til og med, at jeg skulle spise nogle ordentlige måltider. Hun foreslog Pizza, Hamburgere og ja, andre store energikilder. Hende kan vi li' ;-) Men ellers er det jo ikke de vilde nye projekter jeg sådan lige tager hul på. For, jeg håber jo lidt, hver dag, at hun melder hendes ankomst. Kan man lade være med det?! 

Men nu har jeg så i stedet tid til at blogge lidt mere og opdatere jer. For der er trods alt en grænse for, hvor mange boller jeg kan bage og spise :-)

Det jeg egentligt gerne ville sige med dette indlæg skulle handle om min taknemmelighed. Jeg må nemlig indrømme, at jeg er overvældet over al den opmærksomhed som prinsessen og jeg har fået her op til hendes fødsel. Hun og jeg er simpelthen blevet SÅ forkælet og det er så sødt, at der er så mange som tænker på os og gerne vil forkæle hende. Det er overvældende og en helt speciel følelse. Det varmer altså helt ind i hjertet.

Prinsessen (som vi fortsat kalder hende, da vi endnu ikke har besluttet, hvad hun skal hedde) har modtaget så mange mange fine gaver. Hun har fået så mange fine ting og jeg glæder mig sådan til at vise hende det hele :-).

For to små uger siden, troede jeg, at min kæreste havde planlagt en hyggelig eftermiddag for os. Jeg havde fået at vide af ham, at jeg skulle være klar ved 14.20 tiden, da vi ville blive hentet. Jeg gik og grublede lidt over, hvad han mon havde fundet på. Jeg fik endelig ud af ham, at vi skulle på en lille date og hygge lidt, nu inden hendes ankomst. Da han weekenden forinden netop havde forkælet mig med den lækreste Hotel Brunch tænkte jeg, at han da virkelige forkælede mig, haha! 

Vi blev hentet i en fin bil med en meget pæn klædt chauffør og jeg tænkte, at han da virkelig gav den gas. Det var så fint og meget langt fra hvordan vi ellers kommer rundt i byen ;) Men jeg er da SÅ meget for at blive forkælet til det yderste, så jeg satte mig tilbage i sædet og kiggede undrende på ham, men jeg kunne ikke gennemskue ham.

Inde i byen standsede bilen foran Hotel Clarion Sign og jeg når ikke rigtig at tænke noget, for da jeg stiger ud af bilen står fire dejlige tøser og smiler og råber surprise til mig :-). De her skønne tøser, havde planlagt et Babyshower for mig og som jeg sidder her og skriver om det, så forstår jeg det fortsat ikke rigtigt. Det var simpelthen SÅ sødt af dem. Min kæreste var bare stand-in, så han blev sendt hjem igen og pigerne eskorterede mig ind på hotellet, hvor de havde bestilt lækker lækker brunch til os. Her havde vi den hyggeligste eftermiddag og ikke nok med denne store overraskelse blev prinsessen og jeg også forkælet med de fineste gaver som pigerne havde købt til os. Jeg havde den bedste eftermiddag Piger. I ved hvem I er. Tusind tusind tak igen! Det var simpelthen så overvældende og jeg havde ikke nok svenske ord for, hvor glad og overrasket jeg blev. Dér i sådanne situationer, er det altså svært at brillere på et andet sprog og ikke mindst verbalt at få udtrykt min taknemmelighed for dét pigerne havde planlagt for mig. Tak Piger! 

Jeg bliver nødt til at dele nogle af de mange fine gaver hun har modtaget. Karolina havde til babyshoweret lavet den flotteste ble-lagkage til hende. Gennemført!



Det er lidt svært med skrevne ord, at få forklaret, hvor glad og taknemmelig og samtidigt overvældet jeg er over al den opmærksomhed vi har fået fra jer alle sammen. Det er så stort. Nu glæder jeg mig bare til at hun kommer ud til os, så vi kan dele al kærligheden med hende. Det bliver så stort! 

Nu vil jeg afslutte her. Tror måske jeg skal svinge lidt med støvsugeren herhjemme. 
Kram og kærlighed til jer 
/ Jo

No comments:

Post a Comment